Jeg har haft AI-agenter i drift siden februar. De skriver al koden i min fabrik. Over 4.000 ændringer er gået i drift, og ingen af dem er godkendt af den, der skrev dem. Jeg har ikke læst én af dem linje for linje.

Det lyder uansvarligt. Det er det modsatte. Men det tog mig fire dage og én nedstyrtning at lære hvorfor.

Det her forløb er det, jeg lærte, givet videre til ledergrupper, der står med AI-byggede værktøjer på vej mod rigtige data, og som skal sige god for dem uden selv at kunne læse koden.

Hvem det er for

En ledergruppe eller direktion på seks til ti. Mindst én AI-bygget løsning er i brug eller på vej. Ingen af jer er udviklere, og det er pointen. Det er jer, der skal sige ja, og jer, der skal leve med det bagefter.

Det er ikke for medarbejdere, der skal lære at bygge. Det er ikke for it-afdelingen.

Hvad I går hjem med

Tre ting. En erfaring af selv at være blevet overbevist af noget, der ikke holdt. Et sprog for, hvornår et svar fortjener tvivl. Og én side om jeres eget projekt, som I selv har skrevet: hvad det ikke må, og hvordan I vil opdage, at det tager fejl.

Tre sessioner

  1. Spejlet

    Hvorfor det lyder rigtigt, når det er forkert. Jeg fortæller, hvad der skete, da jeg stod og så en agent male på fernissen i dagevis og troede, det var olie. Så arbejder en agent live på jeres eget materiale og leverer noget, der er overbevisende forkert ét sted. I skal finde det. Bagefter taler vi om, hvorfor I ikke gjorde.

  2. Skinnerne

    Det, der skal være på plads, før nogen må stole på det. Ikke som kontrol, men som det, der gør det muligt at lege. Ti spørgsmål, hvert projekt skal kunne svare ja til, før det rører rigtige data, stillet til jeres eget, ét ad gangen, højt.

  3. Dømmekraften

    Det, der ikke kan uddelegeres. Hvad det gør ved ens egen dømmekraft at arbejde tæt på noget, der spejler en, og altid lyder sikkert. Hvorfor hverken ja'et eller nej'et er evidens. Og det, I som ledere skal beslutte, som ingen maskine kan: hvad den ikke må, hvilke beslutninger den ikke træffer alene, og hvem der opdager det, når den tager fejl. Hver af jer skriver den ene side. Den er leverancen.

Mellem sessionerne er der én opgave på under en time, om jeres eget projekt.

Hvad det ikke er

Ikke et promptkursus. Ikke et byggekursus. Ikke compliance. Ikke en teknisk gennemgang af jeres leverandør. Vil I have jeres løsning gennemgået teknisk, er det en anden ydelse, og den kommer bagefter, ikke før.

Format

Tre gange tre timer, hos jer, med to til tre uger imellem. Fysisk; rummet er en del af metoden. Session 1 kan også holdes alene som et oplæg på 90 minutter med demonstration.